Mange brande i landsdelen

Tordenvejr med lynnedslag antændte i aftes syv brande i Syd- og Sønderjylland.

I Præsteskoven i Vonsbæk ved Haderslev slog et lyn ned i et træ, og branden i træet spredte sig til et stråtækt tag. Halvdelen af taget er brændt, og huset er blevet så vandskadet, at familien er blevet evakueret.

På Egedalvej i Roust ved Varde gik der ild i taget på et stuehus. Huset blev ramt af to lyn. Det første knuste skorstenen, og det andet ødelagde el-systemet.

I Bevtoft antændte lyn en lagerbygning og en svinestald.

I Kolding blev en ejendom i Gråbrødregade stærkt beskadiget. Lynet slog ned i taget ved 18-tiden og branden blev slukket lidt i 20.00, hvorefter den blussede op igen senere på aftenen.

En spejderhytte i Horsens brændte, da et lyn slog ned, og i Vejle gik der ild i en garage på grund af en kortslutning.