For mange dukker ikke op hos lægen: Bolde skal få patienter til at holde deres aftaler

Lægehuse har fået nok af, at patienter bliver væk. Nu udstiller de problemet.

Med et par klik med musen kan man hurtigt booke en tid hos sin læge. Og med et par klik kan man hurtigt afmelde sin tid igen. Men det er der mange, der ikke gør. 

I stedet bliver de væk fra den aftalte tid uden at sige en lyd, og det er flere lægehuse ved at være godt trætte af. 

- Jeg synes, det er ærgerligt, og jeg tror ikke, at folk tænker på, hvor stort et puslespil, der egentlig er bagved at få sådan et dagsprogram til at hænge sammen, fortæller Gerda Nielsen, der er sygeplejerske i Lægehuset i Kolding. 

Gerda Nielsen har været i Lægehuset i mere end 25 år. Hun oplever, at flere og flere bliver væk.

I juli måned i år var antallet af udeblivelser hos Lægehuset i Kolding helt oppe på 54 i en sommermåned, hvor der kun var én læge til stede. 

- Det er alle segmenter, der bliver væk, siger Gerda Nielsen. 

quote

Jeg tror ikke, at folk tænker på, hvor stort et puslespil, der egentlig er bagved at få sådan et dagsprogram til at hænge sammen.

Gerda Nielsen, sygeplejerske, Lægehuset i Kolding 

Et rør og pink bolde skal hjælpe
Nu vil Lægehuset i Kolding gøre problemet synligt for patienterne. I venterummet står derfor et langt, gennemsigtigt rør, og hver gang en patient bliver væk, smider medarbejderne en pink bold derned. 

- Vi får positiv respons på det. Jeg havde en sød, ældre herre i sidste uge, der havde taget fejl af dagene, og han syntes simpelten, det var så pinligt at være en af de bolde, siger Gerda Nielsen. 

Men en bold er ikke lig med en bøde, for Gerda Nielsen tror ikke på, at det vil hjælpe noget. 

- Jeg tror ikke på, at skæld ud virker. Vi skal have det positive frem og ikke pisk, understreger hun. 

En udeblivelse koster tid 
Hos Lægerne i Vamdrup flyttede det gennemsigtige rør ind i ventestuen allerede for et par år siden. Her oplever de nemlig samme tendens. Alene i juli måned var der 87 patienter, der ikke fik afmeldt deres tid. 

Når mange patienter bliver væk, skulle man tro, at det ville give mere luft programmet, men det gør det ikke. For patienterne booker en ny tid efter at være blevet væk. 

- Røret er til for at vise, hvorfor der ofte er lang ventetid, fortæller Charlotte Normand, der er lægesekretær hos Lægerne i Vamdrup. 

- Ofte har folk glemt deres tid, men hvis folk meldte afbud, ville vi også have flere tider at give af, siger Charlotte Normand.