Mange lokalpolitikere oplever chikane

Hver tredje lokalpolitiker har været udsat for chikane. Det viser en ny undersøgelse. Det kan skræmme folk fra at gå ind i politik, mener Koldings borgmester Jørn Pedersen (V).

Chikanerende e-mails, hærværk, trusler eller vold. Det er noget, som mange lokalpolitikere bliver udsat for.

Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse blandt landets 2.670 byråds- og regionsmedlemmer. Undersøgelsen er lavet af Økonomi- og Indenrigsministeriet, Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner.

I følge undersøgelsen har hver tredje lokalpolitiker været udsat for chikane. Og mere hver sjette har modtaget trusler.

quote

Jeg frygter for fremtiden.

Jørn Pedersen (V), borgmester i Kolding og bestyrelsesmedlem i KL

Frygter at det skræmmer nye politikere
Udover chikane og trusler oplever de lokale politikere også vold, hærværk og at blive spyttet på.

Undersøgelsens resultater bekymrer Jørn Pedersen (V), der er borgmester i Kolding og medlem af bestyrelsen i kommunernes fælles interesseorganisation, KL.

- Jeg frygter, at det bliver mennesker, som udelukkende brænder for politikken, der stiller op. Jeg ønsker også de almindelige mennesker, som ”bare” vil gøre en forskel og bidrage, siger Jørn Pedersen.

 

Fakta om undersøgelse: Chikane, trusler, hærværk og vold mod lokalpolitikere

  • 2.670 kommunalbestyrelses- og regionrådspolitiker er blevet spurgt.
  • 1321 har besvaret spørgeskemaet. Der er svarende til en svarprocent på 49,5 procent.
  • 42,3 procent har været udsat for en eller flere krænkelser. 
  • 32,2 procent har været udsat for chikane
  • 15,6 procent har været udsat for trusler.
  • 15,7 procent har været udsat for hærværk.
  • Knap 2 procent har været udsat for vold som skub eller spyt. 
Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriet, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.