Massefyringer på slagterier

Et nej til at gå ned i løn koster nu hundredvis af slagteriarbejdere jobbet.

Danske slagteriarbejdere er simpelthen for dyre pr. time i forhold til vilkårene på eksempelvis tyske slagterier, mener arbejdsgiverne.

Foreløbig varsler Danish Crown, at omkring 600 skal afskediges rundt om på slagterierne i Danmark, men mange flere arbejdspladser er i farezonen det kommende år. De 600 job fjernes i mange forskellige afdelinger.

Slagteriarbejderne bliver dermed den første selvstændige faggruppe, der reelt bliver offer for arbejdsgiveres krav om at gå ned i løn i forbindelse med overenskomstforhandlingerne 2010.

Formanden for slagteriarbejdernes tillidsmandskollegium i Danish Crown, Hans Søgaard, siger, at fyringerne desværre ikke kommer som nogen overraskelse.

- Det er dybt beklageligt. Det er noget skidt. Jeg tror dog, at fyringerne kommer uafhængig af overenskomstforeningerne, fordi der er for meget kapacitet på slagterierne. Det har været kendt længe. Måske kommer fyringerne lige nu af taktiske grunde, siger Hans Søgaard.

Men han er skuffet:

11 kroner ned i løn

- Der har blandt medarbejderne været forståelse for og vilje til en nulløsning, men ikke lønnedgang, hvis man bare kunne garantere arbejdspladser, siger Hans Søgaard.

Danish Crowns administrerende direktør Kjeld Johannesen siger, at selskabet nu vil forberede den såkaldte plan B, som længe har været i støbeskeen, hvis årets overenskomstresultat ikke blev tilfredsstillende.

Selskabet har lavet en redningsplan - DC Future, som blandt andet opererer med, at lønomkostningerne samlet skal reduceres med 20 procent.

Det er ikke ensbetydende med, at lønnen for den enkelte skal ned med 20 procent, men helt konkret har ledelsen foreslået en reduktion af timelønnen på 10,50 kroner, mens nyansatte skal have 20,35 kroner mindre i timen.

Det vides endnu ikke, hvornår Danish Crowns ledelse - det vil sige bestyrelsen bestående af landmænd - træffer beslutningen om at sende endnu flere job til udlandet.

I Fødevareforbundet NNF er frustrationen stor over Danish Crowns reaktion på sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne.

- Jeg forstår det ikke. En af de ting, som vi ville have opfyldt for at gå ind i forhandlingerne, var en garanti for, at man ikke lukkede arbejdspladser. Den har man på intet tidspunkt villet give os, siger næstformanden Jens Peter Bostrup.

Danish Crown mener, at de danske slagterier ikke kan konkurrere med f.eks. tyske slagterier, fordi gennemsnitslønnen i Danmark i dag ligger på 190 kroner i timen.