Masser af sol i weekenden

Der bliver gode muligheder for at grille, bade ved stranden eller slikke sol i baghaven i weekenden.

Solen kommer nemlig til at brage igennem det meste af tiden, og temperaturerne kan springe op på 25 grader, lyder prognosen.

- Det bliver flot fredag og lørdag med solskin i rigelige mængder, siger vagtchef Henning Gisselø fra DMI.

Temperaturerne kommer begge dage til at ligge på mellem 20 og 25 grader. Og specielt i Midtjylland er der størst chance for at nyde de høje temperaturer.

Kombineret med svag vind bliver det to gode sommerdage. Nattemperaturerne vil ligge på mellem 10 og 15 grader.

Men mod slutningen af weekenden ser det knapt så sommerligt ud som fredag og lørdag.

- Søndag kommer der er en svag koldfront forbi. Temperaturerne falder til mellem 15 og 20 grader, og tilmed kommer der også mere vind, siger Henning Gisselø.

- Det vil føles betydeligt køligere, end det gør her fredag og lørdag. Men der kommer ikke noget regn. Vinden bliver jævn til hård, fortæller vagtchefen.

Danskerne skal dog kun holde de lidt køligere temperaturer ud i omkring et døgns tid. For allerede mandag stiger termometeret igen, og vi får 20-23 grader og flere solskinstimer.

- Der kommer mere sol end skyer mandag og tirsdag, siger Henning Gisselø.