Mens Danmark så fodbold: Telefonkøen forsvandt

Landskamp i fjernsynet betyder kort ventetid i telefonen.

Har du en telefon, der driller, en regning fyldt med fejl, eller er du ved at planlægge din næste rejse? Så er det nu, du skal give et kald til din teleudbyder, dit rejseebureau eller dit forsyningsselskab. Det ser nemlig ud til, at dine landsfæller er så optagede af den igangværende fodboldlandskamp, at telefonkøerne lige nu er korte. 

TV SYD har ringet rundt til en række virksomheder og myndigheder, for at se om landskampen har betydning for, hvor længe du skal vente i røret. Hos både Stofa, SE og DSB kom vi igennem til en medarbejder på under 10 sekunder.

- Vi kan tydeligt mærke på vores telefonlinjer, at folk har andet at se til lige nu. Vi har ikke ret mange, der ringer. Jeg tror da, landet kigger på fodbold lige nu, siger DSBs pressevagt til TV SYD. 

Hun kan ikke svare på, hvad DSBs sædvanlige ventetid i telefonen er, men hun forklarer, at der er markant mindre travlt end normalt. 

- Det eneste sted, hvor aktivtiteten er normal, er på vores telefonlinje til udlandsrejser. Men der har vi også en del udenlandske kunder.

Hos Stofa har de også oplevet, at der er markant færre opkald til deres kundeservice, mens landskampen er i gang. Til gengæld er ventetiden til support uforandret. 

- TV2 sender jo hele VM i Ultra HD. Det er første gang til en større sportsbegivenhed, så der er mange, der ringer for at finde ud af, hvordan de får udnyttet det, siger Henrik Eske, der er kommunikationskonsulent ved SE/Stofa, til TV SYD. 

Det er dog ikke alle steder, hvor medarbejderne i call-centeret kan slappe af under landskampen. Hos Statsforvaltningen måtte vi vente 9 minutter, mens SKAT i skrivende stund har 10 minutters ventetid. Hos SKAT er der dog tale om en halvering, siden landskampen startede.