Mere religion i børnehaverne

Jesus, Gud og Allah er kommet tættere på børnene i landets børnehaver.

Ifølge en ny rapport fra UC Syddanmark synger børnehavebørnene flere salmer, og laver flere krybbespil end de gjorde for ti år siden.

Og i løbet af de seneste ti år er man også begyndt at fejre ramadanen i en hel del børnehaver.

Forklaringen er, at hele samfundet er flyttet nærmere til religionerne, fortæller en af forfatterne til rapporten lektor Jørgen Boelskov.

- De unge familier er blevet mere optagede af religion generelt, og det smitter også af på børnehaverne. Der bliver sunget flere salmer og der bliver fortalt historier om for eksempel Moses. Ramadanen bliver også fejret. Det gør den faktisk i hver anden børnehave, hvor der er muslimske børn, fortæller Jørgen Boelskov til DR P4 SYD.

Kristne sange

Jørgen Boelskov har talt med 128 børnehaver i Sydjylland, og tallene viser blandt andet, at man i over tre fjerdedele af børnehaverne i dag synger sange med kristent indhold. For ti år siden gjorde man det kun i lidt over hver tredje børnehave.

I løbet af de samme ti år er antallet af børnehaver der fejrer ramadan steget fra otte procent til 27 procent.

- Der er nok ikke kommet ret mange flere muslimske pædagoger i de seneste ti år, men når pædagogerne mærker, at der er religiøs aktivitet hos forældrene, så svarer de på det ved så også at tage det ind i børnehavens hverdag, siger Jørgen Boelskov til DR P4 SYD.

Jørgen Boelskovs rapport omfatter udelukkende børnehaver i Sydjylland, men han vurderer, at tendensen er tilsvarende i børnehaver i det øvrige Danmark.