Mobilt bredbånd i landdistrikter

Beboerne i tyndt befolkede områder kan se frem til, at de senest ved udgangen af 2015 får adgang til hurtige, mobile dataforbindelser.

Mobilselskaberne TDC, Telias og Telenors fælles netselskab, TT-Netværket, har vundet i en auktion over 800 MHz-frekvensbåndet. Auktionen har i alt indbragt staten 739 millioner kroner.

Senest ved udgangen af 2015 skal TDC sørge for, at 99,8 pct. af alle husstande, virksomheder og sommerhuse i 207 udvalgte postnumre har adgang til mobilt bredbånd med mindst 10 Mbit/s.

I Syd- og Sønderjylland omfatter områderne Christiansfeld, Bolderslev, Føvling, Billum, Vejers Strand, Blåvand, Tistrup, Stouby, Barrit, Bredsten, Randbøll, Jelling, Gadbjerg, Brædstrup, Østbirk, Flemming og Stenderup.

- Det er meget vigtigt for mig, at borgere og virksomheder i alle dele af landet har adgang til en ordentlig bredbåndsforbindelse. Det er en grundforudsætning for vækst i vores samfund og er helt essentielt for en lang række erhverv såsom landbrug, sundhedssektoren og turisterhvervet. Sammenhængskraften i rigtig mange lokalsamfund har fået et løft, siger erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF).

En del af statens indtægt fra auktionen skal bruges til at lette erhvervsskatten.