Morten Mølbæks forsvarer: Et uacceptabelt forløb

Advokat Jens Hedegaard mener, det er et uacceptabelt forløb, når Morten Mølbæk først bliver sigtet for vold tre måneder efter, han blev overfaldet.

- Jeg synes det har været et helt uacceptabelt forløb. Først har han været den forurettede, den krænkede, i en længere periode, og så lige pludselig så vender sagen.

Sådan falder ordene fra bistandsadvokat Jens Hedegaard fra Advokaterne Strandvejen i Kolding, der taler Morten Mølbæks sag.

Morten Mølbæk blev overfaldet natten mellem den 3. og 4. oktober på et diskotek, og efter at have afgivet sin forklaring i sagen, er den 25-årige Morten Mølbæk nu, tre måneder efter sin egen anmeldelse, selv sigtet for grov vold. Og det frustrer bistandsadvokat Jens Hedegaard, da det kan få store konsekvenser:

- Hvis han bliver straffet, så kan han ikke være ansat ved Falck længere. Det jagttegn, han er ved at tage, kan han glemme. Der er rigtig mange konsekvenser for ham. Nu står det som en skygge over ham, indtil den dag, efterforskningen er færdig imod ham, siger Jens Hedegaard.

Jens Hedegaard mener blot, Moren Mølbæk har gjort, hvad enhver anden ville have gjort.

- Han gør, hvad det meste af den danske befolkning ville gøre, nemlig at forsøge at forsvare sig selv.