Naboer til minkfarme: Hold op med at genere os

Mange naboer til minkfarme føler sig så generet, at de har stiftet en forening.

Den ny forening hedder ?Foreningen for Generamte Naboer til minkfarme.?

- Vi er ikke imod minkavl i Danmark, blot må minkavlerens succes ikke være betinget af andres ulykke og økonomiske forfald, siger Torben Voss, der er formand for foreningens bestyrelse, til LandbrugsAvisen.

Og hvad er det, naboerne til minkfarmene er utilfredse med?

?Stank af råddenskab, milliarder af minkfluer, rotte- og mågeplager, samt skader fra løsgående mink - og deraf øgede udgifter familie-, ejendoms- og indboforsikringer,? skriver foreningen.

Foreningen ønsker bl.a. at øge afstandskravene til minimum 500 meter til nærmeste nabo til en minkfarm.

- Langt de fleste landbrug har helt problemfri naboforhold. Jeg oplever ikke, at pelsdyrfarme på disse punkter adskiller sig fra andre erhverv, siger Kommunikationschef ved Kopenhagen Fur, Sander Jacobsen, til LandbrugsAvisen.

- I alle erhverv både i og udenfor landbruget oplever man ofte stor modstand mod forandringer, hvis en virksomhed f.eks. vil bygge om eller bygge til i lokalområdet. Det er der ikke som sådan noget nyt i. Vi genkender det selvfølgelig også i pelsdyrerhvervet, og af samme grund har vi gennem mange år haft en god og positiv dialog med myndigheder og eksperter, og i langt de fleste tilfælde også med berørte naboer, siger Sander Jacobsen.