Nu har politiet også lavet en julekalender

Syd- og Sønderjyllands Politi kommer i december med en julekalender, der med gode råd skal sørge for, at alle får en god december.

Julekalendere findes i alverdens afskygninger med alt fra chokolade til bacon, og nu vil politiet også være med.

Syd- og Sønderjyllands Politi har nemlig lavet en julebudskabskalender på Twitter. Her vil de hver dag i hele december komme med tips og tricks, der, som politiet selv beskriver det, skal holde tyven på den rigtige side af døren.

- Julen er hjerternes fest, men det skulle helst ikke være indbrudstyvenes fest. Derfor har vi her i Syd- og Sønderjyllands Politi lavet en julekalender over 31 dage med budskaber, der gør, at det kan blive hjerternes fest, siger Christian Østergård, Specialkonsulent ved Syd- og Sønderjyllands Politi, i en video, som politiet har lagt på Twitter.

Bag låge nummer ét lyder rådet:

”Se dit hus med tyvens øjne! Et mørkt hus signalerer alene hjemme! Så sørg for lys – masser af lys. Og etabler Nabohjælp.”

Se hele rådet her eller i toppen af artiklen.