Nu kommer sommeren. Og brandmændene

Fra på torsdag bliver det badevejr. Samtidigt kommer brandmændene.

I år er brandmændene kommet usædvanligt tidligt.

Se dig derfor godt for, når du bader, lyder det fra TrygFonden Kystlivredning.

- Det er ikke farligt at blive brændt af en brandmand, men det kan give ubehag i form af en brændende svien og kløen. Hvis man bliver brændt på huden, skal man have fjernet de hvide tråde, som brandmændene efterlader. Man kan altid gå hen til livredderne, som finder deres førstehjælpskasse frem og ved, hvordan man behandler det, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning.

 

 

Brandmændene har lange, næsten usynlige hvide tråde - kaldet tentakler - med små sylelignende ?giftpile?. Når de kommer i kontakt med huden, giver de en brændende fornemmelse.

 En voksen kan fjerne trådene fra huden med en pincet eller fingrene, da huden her er tyk nok til, at "giftpilene" ikke kan stikke igennem. Det er vigtigt ikke at skrabe tentaklerne hen over huden, da giften dermed bliver smurt ud over huden. Skyld derefter med havvand og smør en bedøvende creme på, men pas på med ikke at smøre det på et for stort hudområde særligt på børn. Man kan også dæmpe ubehaget ved at lægge is på.

Kystlivredderne er altid klar til at hjælpe, hvis man er blevet brændt af en brandmand.