Nu kommer TV SYD-avisen

Om en uges tid ryger TV SYD-avisen ind af brevsprækkerne og ned i postkasserne hos 420.000 husstande i Sydjylland. Og det er i denne omgang en helt særlig udgave af avisen, der kommer dumpende.

I år er det 25 år siden, at TV SYD's støtteforening blev stiftet og det skal selvfølgelig fejres med en jubilæumsudgave af vores TV SYD-avis.
Hele 23.910 medlemmer tæller foreningen i dag.

Avisen hylder støtteforeningen og dens store indflydelse på stationens udvikling.

- Støtteforeningen har nok betydet alt og har gjort, at vi blev TV SYD i sin tid. Der var en masse syd- og sønderjyder, som samlede sig sammen og lavede en støtteforening. Det har givet os en del penge, men også at vi har en lang række ambassadører ude i landskabet - det er især vigtig for os, siger TV SYD's direktør Hans Egon Lorenzen.  

I dag røg aviserne i trykken i Vojens, så de kan blive klar til at blive sendt ud den 5. og 6. oktober til hundretusinder af husstande.