Ny app skal lære blinde børn at samle Legoklodser

LEGO har lavet et program, der kan læse samlevejledninger op, så også blinde og svagtseende kan lege med de berømte klodser.

De firkantede plastikklodser i gul, rød, grøn, blå og alle regnbuens farver er et stykke legetøj, som rigtig mange børn nyder at have fingrene i.

Nu er der endnu flere børn, der får mulighed for at lege med dem og samle dem i den helt rigtige rækkefølge.

LEGO lancerer nemlig en app, som kan læse samlevejledninger op, og derved bliver det muligt for blinde og svagtseende at lege med legoklodser. Den nye app fortæller, hvad det er for nogle klodser, børnene sidder med og hvordan de skal sættes sammen. 

- Vi fokuserer meget på at inkludere alle børn - og vi mener, at leg skal være muligt for alle børn i verden, ligegyldigt hvor de er fra, eller hvad deres baggrund er, siger Fenella Charity, der er kreativ direktør i LEGO i Billund.

- Man vil jo gerne bygge sine egne julegaver

Jens Letdahl på 12 år er blind. For ham kan det være rigtig svært at sætte Legoklodserne sammen, så de ligner billedet på æsken, og det er han særligt ærgerlig over, når vi rammer juletid.

- Man vil jo gerne bygge sine egne julegaver, siger Jens Letdahl.

Hans far glæder sig også meget til, at Jens Letdahl har lært at bruge det nye program, så han kan lege med de verdensberømte klodser.

- Så kan han jo få en oplevelse af at samle, uden at jeg er til stede, siger Jesper Dahl.

Både far og søn ser meget frem til, at Jens Letdahl kan samle sine egne julegaver. 
Både far og søn ser meget frem til, at Jens Letdahl kan samle sine egne julegaver. 

App lærer børn at forstå, hvordan ting ser ud

Den åbne testfase af programmet begyndte i dag, og ind til videre er det kun fire Legokasser, som App'en kan læse op - men målet er, at der skal komme blindeinstruktioner til alle Legoæsker.

Idéen med app'en er, at den tager børnene gennem alle skridt i byggeriet, og så får de samtidig en større forståelse for, hvordan de forskellige figurer ser ud i virkeligheden.

- Børnene fortæller os, at de kan forstå, hvordan en helikopter ser ud. Det er meget inspirerende og en utrolig oplevelse, siger Fenella Charity.

Forsøget varer resten af året.