Ny specialgruppe mod østeuropæisk kriminalitet

Sydøstjyllands Politi opretter nu en permanent specialgruppe, der skal tage sig af den stigende østeuropæiske kriminalitet.

Lastvognstog, trailere og villaer. Østeuropæiske grupper hærger Danmark og stjæler på bestilling. Det fortæller Sydøstjyllands Politi. Derfor oprettes der nu en specialgruppe, der i udelukkende skal beskæftige sig med at få bugt med de driftige tyveknægte.

De sidste tre år har en sådan specialgruppe været oprettet på forsøgsordning, og den har været så stor en succes, at ØstKrim-gruppen nu bliver permanent.

Alene i Horsens er der blevet stjålet op mod 15 lastvognstog i den tid forsøgsordningen har eksisteret.

Fælles slagplan

ØstKrim-gruppen er i tæt samarbejde med både det polske og det tyske politi - det er nemlig ofte her, lastvognstog og trailere bliver transporteret hen, inden varerne sælges videre i Østeuropa. Det danske og østeuropæiske politimyndigheder ønsker nu at fastlægge en fælles slagplan, der kan være med til at standse den voldsomme kriminelle aktivitet.

Vicekriminalinspektør Søren Søndergaard fra Sydøstjyllandspoliti står i spidsen for gruppen, og han forklarer, at der i særdeleshed er tale om organiseret kriminalitet. I forbrydernes biler finder politiet ofte et decideret kort over steder, der skal have uventet og uønsket besøg af østeuropæerne. Derfor må mange af tyvekosterne være på bestilling, konkluderer Søren Søndergaard.

Den nye specialstyrke flytter nu ind i nye lokaler på Politigården i Kolding.