Ny trend: Vi starter private indsamlinger på nettet

Danskerne vil gerne hjælpe hinanden. På nettet bliver der i stigende grad samlet penge ind til folk, der af den ene eller anden grund har brug for økonomisk hjælp.

”Tønder-pigen, Zandra Berthelsen”, ”Kommende ung alenemor søger lidt hjælp”, ”Glæd et barn med en julegave”.

Sådan lyder et par af overskrifterne på hjemmesiden Caremaker.dk, hvor private kan samle penge ind til gode formål.

Indsamlingerne er mange, og de spænder bredt i deres formål. Der bliver blandt andet samlet ind til syge, operationer, p-bøder og julehjælp.

- Folk er mere tilbøjelige til at hjælpe folk i personlig nød, siger Henrik Høgh-Olsen, professor i psykologi ved Aarhus Universitet.

Ifølge ham, så rammer de private indsamlinger noget andet i mennesker end indsamlinger fra de store organisationer, og det sætter gang i nogle andre mekanismer.

quote

Folk er mere tilbøjelige til at hjælpe folk i personlig nød

Henrik Høgh-Olsen, professor i psykologi ved Aarhus Universitet.

- I stedet for en stor, central, anonym indsamlingsorganisation, så giver de private indsamlinger en personifikation og noget, man kan identificere sig med, så det rammer folk på en helt anden måde, siger Henrik Høgh-Olsen.

Samler over 100.000 kroner ind

quote

Det er mere overkommeligt at hjælpe én person end at hjælpe 10.000 personer

Henrik Høgh-Olsen, professor i psykologi ved Aarhus Universitet.

Mere end 100.000 danskere har brugt Caremaker – enten til at indsamle eller donere penge. Og flere af indsamlingerne foregår i Syd- og Sønderjylland. Én af indsamlingerne har i skrivende stund samlet over 130.000 kroner ind til Zandra Berthelsen (tidligere kendt som pigen fra Tønder-sagen).

- Det er mere overkommeligt at hjælpe én person end at hjælpe 10.000 personer, fordi det er nemmere at se, at pengene gør en forskel, siger Henrik Høgh-Olsen.

Også selvom de 10.000 måske lider mere og har mere brug for hjælp?

- Ja, sådan fungerer mennesket. Vi er mere tilbøjelige til at hjælpe et menneske, som vi kan se, afslutter han.

Skal din indsamling anmeldes?

Hvis du vil lave en indsamling, skal den som udgangspunkt anmeldes til Indsamlingsnævnet to uger inden start. 
Dog er der en række undtagelser, for eksempel skal en indsamling blandt "en snæver kreds" ikke anmeldes. En snæver kreds kan for eksempel være blandt kollegaer.

Kilde: Indsamlingsnævnet.