Øget grænsekontrol gav gevinst

Tre kilo kokain er afsløret ved den dansk-tyske grænse i årets første kvartal. Og for kriminelle i narkobranchen er den øgede grænsekontrol en dårlig nyhed, viser nye tal.

Som følge af overskudsbemanding hos Skat er grænsekontrollen i 2011 øget med 40 toldere. Ifølge en opgørelse fra Skat har deres tilstedeværelse kostet narkokriminelle millioner af kroner, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

I årets tre første måneder afslørede de bl.a. 46,5 kg heroin i Rødby Havn og 3 kg kokain ved den dansk-tyske grænse. Dertil kommer antibiotika, kat, cigaretter, sprøjtegift og freon.

50 toldere ekstra

Aftalen om grænsekontrol medfører 50 ekstra toldere fra dag et, og det er forventningen, at de vil have lignende fangster.

- Det er sådan nogle resultater, vi forventer at lave med den øgede toldkontrol, forklarer Erling Andersen, told-ansvarlig direktør i Skat.