Øget grænsekontrol må vente

Beslutningen om at øge grænsekontrollen med fire bygninger og 98 toldere blev i dag udsat.

Beslutningen om at booste grænsekontrollen med 98 toldere og nye kontrolanlæg for 47 millioner kroner er blevet udsat.

Det sker efter et møde i Folketingets Finansudvalg tirsdag, hvor partierne ellers skulle have taget endeligt stilling til regeringens forslag om at øge grænsekontrollen - et forslag, der blev til under 2020-forhandlingerne med Dansk Folkeparti.

Skatteminister Peter Christensen (V) fastslog på mødet, at den foreslåede opmarchering af toldere på Rigets yderste revler ikke vil bringe Danmark på kant med Schengen-aftalen.
Men oppositionen var ikke tilfreds med det svar, og trykkede derfor på pause-knappen.

- Vi har fået indtryk af, at regeringen sidder inde med en juridisk vurdering af forslaget fra EU, men den har vi endnu ikke set, siger Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov.
Både S og SF støtter forslaget om at tilføre flere resurser til Skat's toldopgaver, men partierne støtter ikke opførelsen af nye kontrolanlæg.

De Radikale derimod støtter ikke et eneste komma i grænseforslaget.
- Det her forslag sender et meget kedeligt signal til omverdenen om, at Danmark er et land, der lukker sig om sig selv, lyder det fra partiets finansordfører, Morten Østergaard.
Han ønsker også en afklaring af, hvilken sikkerhedsrisiko der retfærdiggør en øget kontrol ved grænserne.

Ifølge skatteministeren er der en øget sikkerhedsrisiko.
- Risikobilledet har ændret sig. Der kommer mere narko og flere våben over grænserne, end man så inden Schengen-samarbejdet, siger Peter Christensen.

Spørgsmål: Så har det været en fejl, at man først øger grænsekontrollen nu?
- Nej, det kan man ikke sige. Risikobilledet har bare ændret sig.

Finansudvalget behandler forslaget igen på fredag.