Opgør med den herskende klasse

Tre kvindelige, sydjyske folketingsmedlemmer fra Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og Venstre har indgået en alliance som modvægt til københavneri og akademikervælde.

Navnene er Anni Matthiesen (V), kontorassistent, Krogager, Karina Adsbøl (DF), social- og sundhedsassistent, Hjarup ved Kolding, og Karina Lorentzen, lærer, Kolding.

- Når 64 procent af folketingspolitikerne i dag er akademikere, selv om de kun udgør syv procent af befolkningen, er det repræsentative demokrati ikke repræsentativt nok, siger de.

De tre folketingsmedlemmer peger også på, at mange folketingsmedlemmer bliver rekrutteret direkte fra statskundskabs-studierne på universiteterne.

- De har aldrig haft et almindeligt 8-16 job, noterer de.

Mister grebet om virkeligheden

De tre kvinder mener, at folketingsmedlemmerne mister fornemmelsen af virkeligheden, når de ikke bor i den landsdel, hvor de er valgt.

- Lovgivningen skal tage udgangspunkt i virkeligheden og ikke blot skabes bag de tykke mure og bag skrivebordene på Christiansborg, siger de.

Folketingsmedlemmerne mener, at der i samfundet er opstået en kløft mellem dem, der tier stille og dem, der råber op. De henviser til en måling for Altinget, som viser, at kun 36 procent af befolkningen har tillid til politikerne.

De tre kvinder i den tværpolitiske alliance har planer om at besøge borgere, virksomheder og institutioner for at få gode råd til lovgivningen.