Pas på: Rådyrene er kulrede

Fra slutningen af april og hele maj skal man være ekstra opmærksom på hjorte i trafikken. Rålammene fra sidste år flytter nemlig hjemmefra, og bukkene leder efter en mage.

Sæsonen for hjortepåkørsler er nu for alvor begyndt. Der er alene frem til 19. april i 2017 påkørt cirka 150 hjorte i Region Syddanmark.

Slutningen af april og hele maj er højsæson for påkørsler af hjorte. Påkørslerne sker især i skumringen efter klokken 21, da det er her hjortene er mest aktive.

Sidste års lam flytter hjemmefra

Lige nu er det ynglesæson for hjorte, og det betyder, at der især i april måned er mange bukke, der flakker omkring for at finde en mage.

- Foråret er rådyrenes spidsperiode, både for råerne og for bukkene. Bukkene bliver aggressive og hævder revir, hvilket kan resultere i at andre bukke jages væk og tvinges tættere på trafikken, siger Michael Carlsen, chefkonsulent for faunadyr hos Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Derudover er april og maj også tiden, hvor råerne skubber de nu cirka et år gamle lam fra året før væk fra mors skørter. Det resulterer i en masse uopmærksomme teenage-rådyr i skoven, som endnu ikke kender trafikreglerne.

Vær opmærksom på de sene aftenture

Et møde med en hjort er oftest hyggeligt, når det sker på tur i skoven, men er man ude at køre i bil efter mørkets frembrud, er det straks noget andet.

Rammer man en hjort med sin bil, er det sjældent kun hjorten, der kommer til skade, og selvom de fleste hjorte er rådyr, der kun vejer mellem 20 og 25 kg, så kan de volde betydelig skade på både køretøj og fører. 

Hvis man påkører en hjort, kan man tilkalde hjælp ved at ringe til Dyrenes Beskyttelse på 1812 eller din lokale Schweisshundefører.