Pas på tricktyveri ved Black Friday

Sydøstjyllands Politi advarer imod tricktyve på Black Friday.

Butikkerne kickstarter fredag julehandlen med årets ”Black Friday”. Og derfor vil mange mennesker være samlet i julepyntede forretninger og shopping-centre. Aftenen skal forhåbentlig ikke ødelægges af tricktyverier, og derfor opfordrer Sydøstjyllands Politi til, at man holder øje med tasken, pungen og ens andre værdigenstande.

- Vi har i den seneste tid oplevet tricktyverier af forskellig art, og derfor er budskabet: Vær opmærksom! Tricktyvene optræder på mange forskellige måder, og et af dem er, når mange mennesker er samlet på gader og stræder til julehandlen – for så har de gode vilkår, siger Steen Edeling, som er politiinspektør hos Sydøstjyllands Politi.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at tricktyverier kan foregå på flere forskellige måder; og overordnet kan man sige, at tricktyven typisk forsøger at forvirre dig og aflede din opmærksomhed.