Politi på fartkontrol: Pas på farten på skolevejene

Tusindvis af børn begynder i de kommende uger i skole. Det betyder, at bilister skal være ekstra opmærksomme og sænke farten, hvor børn går og cykler.

Der køres for stærkt på for mange af landets skoleveje, hvilket kan skabe farlige situationer for de mange børn, der går eller cykler til og fra skole, det skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Da politiet i august sidste år gennemførte kontroller på skolevejene, blev 6.202 trafikanter sigtet for at køre for hurtigt. Derfor sætter landets politikredse igen i år ind med kontrol på vejene omkring landets skoler fra mandag den 7. august. 

Børn på vej 

For at minde trafikanterne om at sænke farten og være mere opmærksomme, har Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og landets kommuner sat tusindvis af skilte op på skolevejene med teksten "Børn på vej". 

- Både de mindre og de større børn kan være meget impulsive og ser ikke altid de biler, der kommer kørende. Det stiller ekstra krav til bilisterne, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Det er ikke kun de små børn, som bilisterne skal være opmærksomme på. Der er ti gange så mange 16-årige som 6-årige, der kommer til skade i trafikken. Derfor bør trafikanterne være ekstra påpasselige, når de ser både mindre og større børn i trafikken.

 

Gode råd til bilisterne: sænk farten!

  • Sænk farten når du kører på en vej, hvor der færdes børn.
  • Vær ekstra opmærksom - både små og større børn kan være impulsive og holder ikke altid øje med trafikken.
  • Husk at bruge sele til dig selv og dit barn, når I kører i bil. Er der børn under 135 cm med i bilen, skal de være spændt korrekt fast i autostol eller selepude, der passer til deres højde og vægt.