Politiaktion: 15 anholdt i stor skunk-sag

En stor politiaktion rettet mod produktion og handel med skunk har tirsdag ført til 15 anholdelser.

15 personer er tirsdag blevet anholdt på Fyn, i det sydlige Jylland og i Sydsverige i forbindelse med en politiaktion rettet mod handel og produktion af skunk. Det oplyser Fyns Politi.

Politiet var i første omgang ikke villige til at oplyse nærmere om, hvad der var formålet med en større politiaktion, som fandt sted i Odense, men der er altså tale om en aktion mod skunkhandel og -produktion.

Skunk er en forædlet form for hamp med et særligt højt indhold af det euforiserende stof tetrahydrocannabinol, kaldet THC.

Politiet har i forbindelse med tirsdagens indsats ransaget to væksthuse i Jylland, hvor der blev produceret skunk.

-Anholdelserne i dag er et resultat af en længerevarende og målrettet efterforskning her i Fyns Politi, siger vicepolitiinspektør Thomas Anderskov Riis i en pressemeddelelse.

- Dagens koordinerede aktion ligger i forlængelse af tidligere anholdelser i det vietnamesiske miljø, hvor syv personer i øjeblikket sidder varetægtsfængslet, siger han.

Ud over ransagningerne i de jyske væksthuse har politiet foretaget ransagninger på adresser i Jylland og på Fyn, mens der er blevet foretaget ransagninger af svensk politi i Sydsverige.

Ifølge Fyns Politi vil de anholdte onsdag blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Anklagemyndigheden vil af hensyn til politiets videre efterforskning formentlig forlange, at grundlovsforhørene skal holdes for lukkede døre. Den afgørelse bliver dog op til dommeren.