Politiet går til kamp mod hælervarer

Omtanke og usynlige mærker skal gøre livet surt for tyvene. Stor kampagne mod e-hæleri i Syd- og Sønderjylland.

Antallet af indbrud er heldigvis faldet støt siden 2009. Men risikoen er der stadig, og det skyldes i høj grad, at der er købere til tyvekoster.

Borgere, der køber hælervarer, bestiller reelt det næste indbrud. Sådan lyder det fra Syd- og Sønderjyllands Politi, som opfordrer alle borgere til at modstå fristelsen.

quote

Fortiden kan indhente borgere, som køber stjålne genstande.

Christian Østergaard, leder af Syd- og Sønderjyllands Politis afdeling for forebyggelse. 

- Fortiden kan indhente borgere, som køber stjålne ting. Så risikerer køberen at blive sigtet for hæleri. Hvis køberen har gjort sit yderste for at sikre, det er et lovligt køb, undgår han problemer med politiet. Men han får de stjålne ting konfiskeret, og de bliver leveret tilbage til den rette ejer, siger vicepolitiinspektør Christian Østergaard, som leder politiets forebyggelse.

Usynlige mærker

Han har et konkret eksempel på, at folk kan få stjålne genstande tilbage, hvis de har mærket deres ting. Eksemplet stammer fra Sønderborg, som er den mest indbrudsplagede kommune i Syd- og Sønderjylland.

- I efteråret mistede en 28-årig mand fra Sønderborg en værdifuld PH-bordlampe ved et indbrud. Senere fandt vi lampen under en ransagning i det kriminelle miljø, og fordi der var et usynligt mærke under lampens fod, kunne han få sin lampe tilbage. Desuden kunne vi sigte en person for hæleri, siger Christian Østergaard.

Tyvekoster på nettet

Sådan undgår du at blive hæler

  1. Brug MobilePay, når du handler brugt (så kan sælgeren identificeres).
  2. Kig efter NemID, når du handler brugt online (se ved salgsplatformen, hvem sælgeren er).
  3. Spørg efter kvittering, garantibevis eller anden dokumentation for ejerskabet.
  4. Hent varen hjemme hos sælgeren, i stedet for at få den bragt eller overdraget på en p-plads.
  5. Få altid sælgers navn og adresse. Det kan hjælpe dig, hvis uheldet er ude.
  6. Er du i tvivl, om varen er stjålet, så drop handlen og overvej at tage kontakt til politiet 1-1-4 med din mistanke. 

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi. 

Syd- og Sønderjyllands Politi og de otte kommuner i politikredsen kører i øjeblikket kampagnen ”Stop E-hæleri”. Kampagnen fortæller folk, hvordan de kan købe brugte ting på nettet uden at blive hælere.