Politiet satser mere på grænsesamarbejde

Syd- og Sønderjyllands Politi har besluttet at intensivere indsatsen på den grænseoverskridende kriminalitet. Det sker i forbindelse med den kommende personalemæssige styrkelse af Udlændingekontrolafdelingen.

Udlændingekontrolafdelingen vil derfor i fremtiden ud over de nuværende opgaver indtage en central rolle i bekæmpelsen af kriminalitet begået af kriminelle fra Østeuropa.

Vil oivertage retsforfølgningen

Indsatsen i forhold til udenlandske kriminelle vil Udlændingekontrolafdelingen bl.a. styrke ved i stigende grad at overtage retsforfølgningen i sager, hvor udenlandske kriminelle pågribes i udlandet med tyvekoster, som antages at hidrøre fra Danmark.

Nye stillinger

Syd- og Sønderjyllands Politi er netop ved at ansætte erfarne efterforskere til de nye stillinger i Udlændingekontrolafdelingen, ligesom man er ved at tilrettelægge et uddannelsesforløb, således at alle medarbejdere er klar til at løse de nye opgaver.
Syd- og Sønderjyllands Politi forventer derfor, at Udlændingekontrolafdelingen kan påbegynde de nye arbejdsopgaver i begyndelsen af 2011.