Politiet tillader morgenfest på nytårsdag

Værtshuse og barer får lov at holde åbent og sælge alkohol indtil klokken 07.00 den 1. januar i det nye år, efter at Syd- og Sønderjyllands politi har givet særlig tilladelse i hele politikredsen.

Hvis du kan holde din nytårsfest kørende, vil der være mulighed for en øl på værtshuset helt indtil klokken syv om morgenen i Syd- og Sønderjyllands politikreds.

En særlig tilladelse betyder, at de restaurationer, der normalt skal holde lukket mellem klokken 05.00 og 10.00 og 06.00 og 10.00, kan skænke champagne og fadøl over baren helt indtil klokken syv i det nye år.

Hvis restaurationerne vælger at udnytte den særlige tilladelse, skal de dog holde lukket mellem klokken 07.00 og 09.00 den første januar.

 

FAKTA

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med hovedstation i Esbjerg og lokalstationer i Haderslev, Ribe, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.

Tilladelsen er givet efter reglerne i restaurationslovens § 28, stk. 2, jf. § 33