Politiinspektør: Det har været en tendens i flere år

Politiinspektør Kaj Nielsen fortalte lørdag aften til TV SYD, hvad politiet gør for at løse problemet med omrejsende kriminelle.

Selvom antallet af indbrud i private hjem i TV SYDs sendeområde er faldet - fra knap 8.000 i 2009 til godt 6.000 i 2014 - så er andelen af sigtelser på landsplan mod udlændinge for indbrud gået den anden vej. I 2009 var 21 procent af de indbrudstyve, der blev taget og sigtet af politiet, udlændinge - i 2014 var det fordoblet til 42 procent. Det viser tal fra rigspolitiet som TV SYD har fået aktindsigt i.

Lørdag aften kommenterede politiet på de nye tal, og forklarede indsatsen:

- Det har i flere år været en tendens, at omrejsende kriminelle har været et problem, sagde politiinspektør Kaj Nielsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.