To politikere vurderer valgkampen: - Den har været lang, hård og mærkelig

Socialdemokratiets Benny Engelbrecht og Dansk Folkepartis Susanne Eilersen kalder valgkampen for lang, hård og mærkelig.

Det har været en historisk lang valgkamp for de 13 partier, der i år har været opstillingsberettiget til folketingsvalget.

LIVE: Følg folketingsvalget minut for minut 

Lige over fire uger - i alt 29 dage - har politikerne og partierne haft til at kæmpe om vælgernes gunst. Og her, hvor valgstederne er lukket, kigger to af politikerne tilbage på en valgkamp, de mener, der både har været lang og hård. 

Se Susanne Eilersens (DF) reaktion på valgkampen.  

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de her meningsmålinger også har været os imod, lyder det fra Susanne Eilersen, der er folketingsmedlem for DF. 

- Jeg kan også godt se, at det ikke har været sådan en valgkamp med armene over hovedet som for fire år siden, hvor vi fik sådan en fantastisk valgkamp, fortsætter hun. 

Mange temaer

Benny Engelbrecht (S) beskriver også, at valgkampen har været lang - og anerledes end nogle af de andre valgkampe, han har været en del af. 

- Det har været en meget mærkelig valgkamp, for der har ikke været særligt mange enkeltstående temaer, der sådan for alvor har fyldt. Der har været en helt masse enkelttemaer, siger Benny Engelbrecht her kort efter, at den første exit-poll er blevet offentliggjort. 

Ingen jubel endnu

For Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er der også forskel på resultaterne i den første exit-poll. For Socialdemokratiet er det tæt på status quo, mens DF står til en markant tilbagegang. Derfor er der også forskel på, hvordan den første exit-poll bliver modtaget. 

- Vi har jo ikke hænderne op over hovedet. Det er jo ikke et okay resultat, vi har fået. Det ved vi også godt, siger Susanne Eilersen.

- Det ser ud til, at vi holder skansen. Hvis det her bliver resultatet, så kan det tyde på, at der også kommer en socialdemokratisk ledet regering. Men nu skal man jo ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, fortæller Benny Engelbrecht.