Reddere frygter fyringer

Region Syddanmark regner med at spare 79 mio. kr. om året efter der er indgået en ny kontrakt om ambulancekørsel. Redderne er bange for at blive fyret.

Falck har mistet ambulancekørslen i Region Syddanmark.

Responce og hollandske BIOS gav et bedre tilbud, da Region Syddanmark satte opgaven i udbud.

Regionen kalkulerer med at spare omkring 79 mio. kr. årligt på den ny aftale.

Og det har skabt bekymring blandt redderne, skriver Beredskabsinfo.

I dag har Falck omkring 700 ambulancereddere i Region Syddanmark, og der er op til 87 ambulancer i drift i regionen.

Fremover vil Region Syddanmark kun købe 69 ambulanceberedskaber og købe flere, hvis behovet opstår.

- Vi har kontaktet Falck-ledelsen med henblik på en drøftelse af muligheden for, at nogle kolleger kan få arbejde i andre regioner. For at holde flest muligt i arbejde er vi er indstillede på en meget fordomsfri drøftelse af evt. nye aftaler, siger reddernes formand, Vagn Flink ifølge Beredskabsinfo.