Regeringen: Flere statslige arbejdspladser skal udflyttes

En ny udflytningsrunde skal flytte flere tusinde statslige arbejdspladser ud i landet. Det oplyser statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin åbningstale i Folketinget.

Selvom det nye udspil først bliver præsenteret i december måned, er der håb om, at endnu flere statslige arbejdsplader er på vej til Syd- og Sønderjylland.

Ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen planlægger regeringen en ny udflytningsrunde, der skal etablere flere tusinde arbejdspladser ude i landet.

I sin åbningstale kalder Lars Løkke Rasmussen den hidtidige udflytning en succes. Lars Løkke Rasmussen oplyser, at ud af de 3900 arbejdspladser som siden sidste år er blevet flyttet, er mere end 2500 flyttet ind.

23 institutioner er flyttet, og mere end 25 byer har fået nye statslige arbejdspladser.

Her i Syd- og Sønderjylland er der kommet statslige arbejdsplader i flere byer.

Landbrugs og Fiskeristyrelsen er flyttet til Augustenborg. Center for Energiadministration er flyttet til Esbjerg og Færdselsstyrelsen er åbnet i Ribe.

Derudover er der bl.a. kommet flere arbejdspladser hos Skat i Tønder, Ribe og Horsens.

Statsministeren vil endnu ikke løfte sløret for. hvor de statslige arbejdspladser skal placeres.