Regionen vil holde på lægerne

Region Syddanmark arbejder på en handlingsplan, fordi stadig flere praktiserende læger går på pension i de kommende år, skriver JydskeVestkysten.

Region Syddanmark forsøger at komme det store frafald i forkøbet. Statistisk er 116 praktiserende læger i Region Syddanmark over 63 år. Det svarer til hver syvende, og i den alder, går de fleste på pension.  Handlingsplanen skal få de ældste læger til at holde ud lidt mere.

Læge-løse patienter

- Man kan godt sige, at vi holder vejret, for vi ved rent faktisk ikke, hvor mange af de 116, der vælger at gå på pension i de kommende år, siger Gitte Kristensen, der er fuldmægtig i praksisafdelingen i Region Syddanmark.

Endnu er der ingen såkaldte »spøgelses-patienter« i den syddanske region, men formand for de praktiserende læger i Syddanmark, Lars Bønneløkke, mener, at der er grund til at handle.

- Der er en stor risiko for, at vi også i vores del af landet vil komme til at se lægeløse patienter, siger han til JyskeVestkystern.

Ud over at fastholde de ældre læger, vil regionen også hente flere læger i Tyskland. Samtidig skal der satses mere på at lokke de nyuddannende læger til at starte et liv i Syd- og Vestjylland.