Regionsråd handlede ulovligt med politiker

Tidligere medlem af regionsrådet i Syddanmark, administrerende direktør Otto Lück har via sit firma Medicotrust leveret op mod 10 baltiske læger til blandt andre Sygehus Sønderjylland.

Det skete, mens hans sad i regionsrådet.

Otto Lück, der blev vraget af vælgerne ved regionrådsvalget i november sidste år, oplyser til Fyns Stiftstidende, at regionen har betalt Medicotrust i omegnen af 350.000 kroner pr. læge.

Ifølge Oluf Jørgensen, ekspert i offentlig forvaltning og lektor på Journalisthøjskolen i Århus, er samarbejdet et klokkerent lovbrud.

- Når man sidder i regionsrådet, der har ansvaret for sygehusene, må man ikke tjene penge på at levere ydelser til sygehusene. Det er sådan set meget klart, siger Oluf Jørgensen til Fyens Stiftstidende.

Ingen af de regionsrådspolitikere, som avisen har talt med, kender til samarbejdet.

- Det er fuldstændig nyt for mig. Og forkert, at vi ikke på politisk niveau har været informeret om, at et medlem har solgt ydelser til regionen, siger Kristian Grønbæk Andersen (R).

Ib Madsen (S), forhenværende regionspolitiker, har siddet i Sundhedsudvalget med Otto Lück i to år uden at kende til den konservative politikers dobbeltrolle.

- Det strider imod mine principper. Han kan jo have siddet med en viden, som hans konkurrenter ikke har. Og vi som politiske kolleger kan ikke være sikre på de motiver, der har drevet ham, siger Ib Madsen.

Formand vidste intet

Regionens næstformand, Poul-Erik Svendsen (S), der også er formand for Sundhedsudvalget kender heller ikke til Lücks engagement i regionen.

- Jeg vidste, at han havde et firm, som skaffede folk til forskellige job. Men jeg vidste ikke, at han leverede læger til sygehuse i Syddanmark, siger han.

Hovedpersonen selv afviser enhver snak om skjulte aftaler og studehandler indgået mellem Medicotrust og Region Syddanmark.

- Jeg spurgte i sin tid direktionen, som drøftede det med regionrådsformand Carl Holst, og meldingen var, at jeg selvfølgelig ikke skulle forhindres i at drive forretning blot fordi jeg var medlem af regionsrådet.

- Og hver gang, der har været et dagsordenspunkt, som har handlet om rekruttering af udenlandsk arbejdskraft, har jeg forladt mødet, siger Otto Lück.

Jens Elkjær, sundhedsdirektør i Region Syddanmark, beklager det ulovlige samarbejde.

- Vi har simpelthen overset den del af loven og går nu alle regionrådsmedlemmernes eventuelle forretningaftaler med regionen igennem, siger Jens Elkjær til Fyens Stiftstidende.

- Men jeg vil godt afvise alle spekulationer om, at Otto Lücks politiske post har haft en betydning for samarbejdet, siger sundhedsdirektøren.