Så er anemonerne her

Om lidt bliver skovbundet dækket af et hvidt tæppe af anemoner, og de har allerede godt fat mellem de visne blade.

Det kan Lisbeth Wilger, Kolding, fremlægge dokumentation for. Hun har sendt billedet til denne artikel.

- Om det er set før, skal jeg lade være usagt, men jeg føler, det er tidligt. De vrimler frem derude. Og den nyhed vil jeg da gerne dele med jer, skriver hun i en mail.

Anemoner blomstrer normalt fra marts til løvtræerne springer ud og skygger for sollyset til skovbunden. Blomsterne har brug for masser af sollys, og det fik de søndag, da temperaturen sneg sig op på mellem 10,4 til 15,4 grader i Syd- og Sønderjylland. Temperaturerne blev målt klokken 17.00.

Mandag byder også på forårsvejr med temperaturer mellem 10 og 15 grader, fortæller DMI.