Så er det tid til blodsugende skovflåter

Det er fra nu, at naturen igen byder på risikoen for at blive bidt af skovflåter, der kan være årsag til alvorlig sygdom.

Naturen byder på mange gode oplevelser, men én af de knap så gode er mødet med de små blodsugende skovflåter.

Ifølge Naturskoleleder Trine Sørensen fra Aabenraa så er de små kryb igen blevet aktive og derfor gælder det om at holde øje og være opmærksom.

Trine Sørensen fortæller, at de fleste heldigvis opdager flåten, inden den for alvor har bidt sig fast. Det begynder som regel at klø på stedet og så gælder det om at få flåten fjernet helst indenfor det første døgn.

Det skyldes at nogle af skovflåterne, kan overføre Borrelia bakterien, der kan give både dyr og mennesker infektioner.

I de mest alvorlige tilfælde kan Borreliose sætte sig på nervesystemet og give lammelser.

Hvis du opdager en flåt på kroppen, så kan den ofte hives af med en pincet. Der findes særlige pincetter på apoteket.

Ifølge Trine Sørensen så lever flåterne især på steder, hvor det er fugtigt og i højt græs.