Så mange dør i spritulykker

Det er sommer og solen skinner udenfor, men lad dig ikke friste af spiritus, hvis du skal ud og køre, lyder opfordringen fra politiet.

Der ryger hurtigt en kold øl eller et glad rosé ned, når man sidder og hygger i det gode vejr ved grillkullet. Desværre er der for mange, der glemmer at lade bilen stå, når de har drukket. Tal fra Vejdirektoratet viser ifølge politiet, at der i sommermånederne sker for mange spritulykker med dræbte og tilskadekomne.

- Om sommeren er der mange uplanlagte sammenkomster, hvor man lige mødes til lidt mad og hygge, og så kommer der øl og vin på bordet. Netop fordi det er impulsivt, så har mange glemt at planlægge på forhånd, hvordan de kommer hjem senere på aftenen, siger Michelle Laviolette, der er seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Derfor vil politiet i de næste tre uger gennemføre en landsdækkende kampagne under overskriften ”Klar til et pust?”, hvor de laver ekstra spritkontroller.

- Spritbilisterne udgør en stor risiko for os alle i trafikken. Hvert år ser vi desværre mange alvorlige ulykker, som kunne have været undgået, hvis folk havde ladet bilen stå, efter de havde drukket, siger Erik Terp Jensen, centerchef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Men hvor mange bliver egentlig dræbt i ulykker med spirituskørsel. Du kan selv se tallene her:

I alt er 189 personer blevet dræbt i ulykker med spirituskørsel i perioden fra 2010-2014, mens 1278 personer er dræbt eller kommet alvorligt til skade pga. spritkørsel i samme periode.