Sådan passer du på dit kæledyr nytårsaften

Ikke alle er begejstret for nytårskrudtet. Her er dyrlægens råd.

Nu er det tilladt at fyre fyrværkeri af - allerede fra den 27. december må du tænde raketterne, men det er ikke lige sjovt for alle. For kæledyr og husdyr kan bragene og lysene fra nytårkrudtet være en barsk omgang.

Det oplever de blandt andet hos Dyrlægehuset Kolding.

- Fyrværkeriet påvirker dem meget. Vi oplever, at folk kommer og spørger om råd, fordi de er bekymret. Kattene gemmer sig væk, hundene ryster og søger deres ejere, når der bliver skudt af. Og hundene vil ikke med ud og gå tur eller vil hurtigt hjem igen, så de er meget påvirket, siger dyrlæge Lizette Sloth til TV SYD.

Fem hurtige råd:

  • Vær hjemme sammen med dyret
  • Gå en lang tur inden aftenen og sørg for at dyret er fysisk træt
  • Rul for og sæt musik på
  • Lav et gemmested til dyret
  • Lad vær med at ynk dyret og tal til det i en glad og afslappet tone.

Træn og gå tur med dyret

Ifølge dyrlægen er den bedste måde at undgå et uroligt og skræmt kæledyr at træne høje lyde og lys, ligesom man også træner sin hund i at adlyde og begå sig i andre sammenhænge.

Men eftersom nytåret er lige rundt om hjørnet, handler det nu om at skabe de tryggeste rammer for dyret, og sørger for, at dyret er godt træt.

Hør dyrlæge Lizette Sloths råd for nytårsdagene.

- Gå en lang tur, så hunden er godt fysisk træt, så er man nået et godt stykke, og sørg for kun at lufte hunden i snor, så den ikke løber væk, når folk skyder af i løbet af dagen, siger Lizette Sloth.

Lav trygge rammer

Når man så kommer hjem, så kan man, ifølge dyrlægen, skærme dyret fra fyrværkeriet ved at rulle gardinerne ned og sætte noget musik på, så bragene ikke er så gennemtrængende. Det kan også være en god idé at have en kasse til katten eller hunden, som den kan finde ro i. Og så kan ejeren også selv gøre noget.

- Sørg for at man er hjemme sammen med dyret nytårsaften. Det betyder meget, når den er tryg sammen med dets ejer, og lad vær med at ynke dyret. Tal til det i en glad og afslappet tone, og vær så normal i ens adfærd som muligt, siger Lizette Sloth.