Sådan ramte skybruddet mandag aften

Kraftige tordenbyger gav store mængder vand mandag aften. Beredskabsstyrelsen melder alligevel om en rolig morgen.

Kraftige tordenbyger rullede ind over Syd- og Sønderjylland mandag aften. Flere steder kom der meget vand på kort tid. I Bov ved Padborg blev der målt 20 millimeter vand på en halv time. I Skrydstrup omkring Vojens blev der målt 16,2 millimeter vand på en halv time. De 11 millimeter kom på bare ti minutter.

Vandmasserne har dog ikke umiddelbart skabt problemer.

- Vi har fået rigtig meget vand her i området, men det har ikke umiddelbart givet anledning til problemer, siger vagtchef Ole Aamann hos Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Samme melding lyder fra Beredskabsstyrelsen.

DMI målte i aftentimerne mere end 2000 lynnedslag over en periode på cirka fire timer.