Skadeklinikker? Her er der ingen ventetid

Mens patienterne ofte må vente i timevis på at komme til på en skadestue, så er det lige omvendt på skadeklinikkerne. Her er det nemlig sygeplejerskerne, der må vente på patienterne.

Sygeplejerskerne på skadeklinikkerne er vant til at vente på patienterne.

De gennemsnitlige ventetider for patienterne på skadeklinikkerne er på mellem nul og to minutter.
Fænomenet gælder for samtlige skadeklinikker i TV Syd's sendeområde.

Både i Fredericia, Grindsted, Tønder, Haderslev og Sønderborg er de gennemsnitlige ventetider så lave, at patienter kan gå direkte ind fra gaden og komme under behandling indenfor få minutter - ofte med det samme.

Men det får ikke Region Syddanmark til at overveje om skadeklinikkerne er nødvendige.
Stephanie Lose, der sidder i regionsrådet for Venstre - og valgt i Esbjerg - siger:
- Vi er et land, der værdsætter, at man kan bo i udkantsdanmark og have fornuftige tilbud og opleve den tryghed, de giver -  og den opgave løser skadeklinikkerne, siger hun.

På Skadeklinikkerne sidder sygeplejersker, der kan løse følgende opgaver:

- sy sår
- give stivkrampevaccinationer
- behandle lettere forbrændinger
- behandle insektbid
- få taget røntgenbilleder
- vurdere og behandle brud og forvridninger
- lægge støttebind og gips
- skifte forbindinger
- afhjælpe gipsgener og reparere knækket gips
- fjerne fremmedlegemer fra øjet
- fjerne fremmedlegemer fra næsen på små børn
- behandle overfladiske hundebid
- behandle svejseøjne