To skoler i Aabenraa blandt de ti bedste

Det nye skoleår er begyndt med offentliggørelse af en rangliste over skoler, hvor Sydjylland er placeret både godt og dårligt. I Aabenraa er to skoler blandt de ti bedste.

Blandt de ti dårligste er en skole i Horsens, Hedensted, Over Jerstal og Tønder. Undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) har offentliggjort listen og peget på, at i modsætning til tidligere opgørelser er der nu taget højde for børnenes såkaldte socio-økonomiske baggrund.

Forældrene regnet med

De enkelte skolers karakter-gennemsnit ved afgangsprøverne sammenlignes med en reference-karakter, som bygger på forældrenes uddannelse, indkomst og beskæftigelse.

- Det drejer sig om at sikre mest mulig åbenhed for forældrene, for vores børn og for at sikre at vi får en bedre folkeskole, forklarer ministeren  til TV2.

Socialdemokraterne advarer dog imod, at man lægger for meget vægt på listen.

Advarer mod måling

- Det er nogle få karakterer, der kommer til at afgøre et helt år frem, om det er en såkaldt god skole eller dårlig skole. Vi ved, at der er mange andre ting, der betyder noget for, om det er en god skole, siger partiets uddannelsesordfører, Christine Antorini, til TV 2.

Foreningen Skole og Forældre er enige:

- Forældre vil gerne have åbenhed, og det her er en mulighed. Men det er også noget, hvor det målbare bliver vigtigt, i stedet for, at vi gør det vigtige målbart, siger formand Benedikte Ask Skotte.

Ringe betydning

Skoleledernes formand, Anders Balle, forventer dog ikke, at listen kommer til at få nogen voldsom indflydelse på forældrenes skolevalg.

- Jeg har ikke noget imod, at det sker, men jeg tror ikke, det får den store virkning. Det er ikke det, der redder skolen, vurderer han.

Kigger man udelukkende på folkeskolerne, er topscoreren på den nye liste Dragør Skole, der ligger 1,1 point over det forventelige niveau.

I bunden ligger Skærbæk Kommuneskole i Sønderjylland med et minus på 1,2.

I boksen øverst i denne artikel er listen over skolerne.  

link til listen over skolerne. - Undervisningsministeriets rangliste for skoler.