Slagtere kan ikke lide deres arbejde

Slagterimedarbejdere er dem, der er mest trætte af deres arbejde, viser en undersøgelse.

Slagteriarbejdere bryder sig ikke om deres arbejde.
Det viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Og når det kommer til at finde mening med arbejdet, så ligger slagterimedarbejderne lavest i undersøgelsen.

- Når man ser på slagteriarbejde, så foregår meget ved et samlebånd, hvor samlebåndet bestemmer arbejdstempoet og arbejdsprocessen. Det betyder, at slagterimedarbejderne måske har svært ved at overskue, hvordan deres egen arbejdsindsats bidrager til det færdige produkt, siger Thomas Clausen, der er en af forskerne bag undersøgelsen, til P4 Østjylland.