Slut med kø på motorvejene: Omkørselsskilte virker

Nye, grønne skilte viser vej mod andre ruter, når der er kø på motorvejen foran. Efter kun et par uger på banen viser det sig, at skiltene virker.

Bilisterne på motorvejen skal ikke længere hænge i kilometerlange køer i timevis.

Vejdirektoratet indviede nye omkørselsmuligheder 19 steder i landet i forrige uge, fungerer nemlig som de skal.

Det skriver DR Trekanten.

Omkørslerne er alternative ruter til motorvejen, og de er markeret med grønne skilte.

Allerede forrige fredag var skilte og omkørsler nødvendige, da en stor ulykke mellem Hedensted og Horsens lukkede motorvejen en stor del af dagen og skabte kilometerlange køer.

Og det får områdechef i Vejdirektoratet Gitte Høeg til at konkludere, at omkørslerne bestod sin eksamen:

- Vi må sige, at det virkede. Vi havde også en informationstavle på Vejle Fjord-broen, hvor vi kunne skrive, at der var sket en ulykke, og at bilisterne kunne køre af motorvejen senest fra ved afkørsel 58 ved Hedensted, siger hun til DR Trekanten.

Men de veje, der bliver brugt til omkørslerne, er ikke beregnet til så massiv trafik. Derfor skal bilisterne stadig væbne sig med tålmodighed, når der er store kø-problemer på motorvejene, og mange derfor vælger omkørslen:

- De veje er jo ikke bygget til at tage hele motorvejstrafikken, så det går lidt langsommere. Men vi fik afviklet trafikken, siger hun.

Omkørslerne ved flere motorveje over hele Danmark er et forsøg, og når man har fået flere erfaringer, skal det evalueres, om der skal etableres flere af dem andre steder. Det vil Gitte Høeg ikke afvise, at der skal:

- Som det ser ud nu og her, så har bilisterne taget rigtig godt imod de her omkørsler, siger hun.