Slut med krudt (næsten)

Fra næste år er det slut med at fyre nytårskrudt af hele december måned og frem til 5. januar. Et nyt lovforslag indskrænker "skyde-perioden" fra 27. december til 1. januar.

Folketinget vil i 2014 vedtage nye regler, som betyder, at både salgsperioden og anvendelsesperioden for fyrværkeri vil blive indskrænket i forhold til i dag.

Som reglerne er nu, må fyrværkeri sælges i perioden fra 1. december og frem til 31. december og fyres af i perioden fra 1. december til 5. januar.

Fremover vil salgsperioden blive fra 15. december til 31. december og anvendelsesperioden fra 27. december til 1. januar.

Formålet er at mindske generne fra fyrværkeri for både mennesker og dyr - og reglerne kommer i højere grad til at ligne dem, der gælder i f.eks. Tyskland.