Slut med latin på skiltene

Hvorfor sige Anæstesiologi og Gynækologi eller for den sag skyld Obstetrisk, når man kan sige Bedøvelse, Kvinder og Fødsler? Region Midtjylland vil omdøbe hospitalsafdelingerne til noget mere mundret.

Hospitalernes sprog skal tættere på borgerne, mener hospitalsudvalget i Region Midtjylland, som vil oversætte mange af afdelingernes navne til hverdagsdansk. Anæstesiologisk Afdeling kan oversættes til Bedøvelse og Intensiv og straks give mening for patienter og pårørende, skriver udvalget i en pressemeddelelse.

- Vi har lige vedtaget en sundhedsplan, som gør sundhed til et fælles ansvar mellem patienter og sundhedsvæsen. Også derfor kan vi godt lide, hvis det i højere grad giver sig selv, hvad medarbejderne ved en masse om, når man banker på døren hos kvinder og Fødsler, siger udvalgsformand Anders Kühnau, (S).

De nye navne har været i høring blandt borgere, medarbejdere og ledelse, blandt andet på Facebook, hvor man har kunne foreslå, kommentere og stemme om navne. På Facebook var der en vis opbakning til de kendte fagligt prægede navne. I en måling foretrak 25 % fx at holde fast i Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling frem for Kvinder og Fødsler.

- Selvfølgelig er det ikke Facebook-folket der alene bestemmer, hvad Region Midtjyllands hospitalsafdelinger skal hedde. Men den direkte livline til nettets kreative og meget ivrige debattører har virkelig givet hele navne-projektet luft under vingerne. Og jeg fornemmer, at vi har hørt nogle "nye" stemmer i debatten, siger Anders Kühnau.

Det er ikke besluttet, hvornår eller hvordan de nye navne skal indføres. Men hvis regionsrådet nikker ja, er der nok at tage fat på: Navnene skal fx ændres i it-systemer, på skilte og brevpapir.

- Nu skal vi jo ikke fare ud og købe nye skilte i morgen. Jeg tænker faktisk mere, at vi kan begynde at bruge de nye navne i takt med at afdelingerne flytter ind på nye hospitaler i bl.a. Skejby og Gødstrup, siger Anders Kühnau, som også gerne vil give hospitalernes ansatte tid til at fordøje navneskiftene.

Regionsrådet forholder sig formentligt til navneforslagene inden sommerferien.

Regionens egne forslag til nye navne