Smukke jyske piger konkurrerer

Drømmen om et liv på de høje hæle, badet i blitzlys og beundrende blikke, har fået over 500 unge piger til at gå til casting i de seneste uger. I dag skulle de 10 finalister så gå catwalk - 800 meter ned ad en rød løber gennem hele Søndergade i Horsens, inden vinderen kunne kåres sidst på eftermiddagen.

Alle ti finalepiger kommer fra TV SYDS område: en fra Nordborg, en fra Esbjerg, to piger fra Jelling, tre fra Horsens og tre fra Vejle.

Piger fra hele landet har deltaget i de tre castings i Vejle, Horsens og Esbjerg, der har gjort Horsens modelkonkurrence til den største nogensinde.

På jagt efter naturlighed

- Det, vi leder efter i år, er naturlighed ? en glad, smilende, udadvendt
naturlig pige, der tør komme som hun er: Au natural, lyder ledetråden
fra Zeenta Jonsson, der står i spidsen for konkurrencen sammen med
Tonny W. Jensen, konsulent på OnsdagsAvisen i Horsens.

Han fik ideen til konkurrencen for fire år siden og den lille lokale ugeavis, har været den bærende drivkraft og hovedarrangør lige siden.

Vinderen af konkurrencen har - ud over en række præmier - udsigt til en modelkontrakt med Diva Models.

Det er Zeenta Jonsson, som i øvrigt selv har en lang modelkarriere bag sig og oprindeligt er fra Horsens, der udvælger den pige, bureauet tror mest på.