Snestorm er aflyst, men i morgen....

Det store snefald rammer sjællænderne værst, siger DMI om tirsdagens vejr. Snestormen mandag er næsten aflyst, men fygesne kan give trafikale problemer.

Skyer med hvidt nedbør trækker op over grænsen i morgentimerne og drysser med løs hånd ned over landskabet - især Syddanmark står for skud.

For at kalde det snestorm, skal der komme 10 cm sne på seks timer - og det kommer der næppe.

Men snekanonerne får fuld styrke tirsdag.

Værst på Sjælland

Samtidigt gør fygning, farligt glatte veje og pivkolde vindstød også deres til at gøre udendørs færdsel til en mildt sagt ubehagelig affære.

- Tirsdagen er absolut ugens allerværste dag rent snemæssigt. Der kan man godt forestille sig, at der bliver store problemer med trafikken, fortæller Klaus Larsen, vagthavende meteorolog på DMI.

- Vi forventer, at det bliver værst i Sjællands-området, hvor der i tirsdagsdøgnet kan falde næsten op til 20 centimeter sne, tilføjer han.

Sneboldvasker

Resten af landet skal dog også forberede sig på et ordentligt skud sne.

Og selvom temperaturerne på termometeret kun er lyseblå, kan snefygningen og blæstens styrke i ansigtet få kulden til at føles som en iskold sneboldsvasker.

Men før tirsdagens snestorm, skal vi jo først have mandagen overstået.

Og den ser altså også ud til at blive hvid, våd og kold.

- Snevejret ligger lige syd for grænsen og trækker langsomt op over landet i løbet af dagtimerne, fortæller Klaus Larsen, vagthavende meteorolog på DMI, tidligt mandag morgen.

- I løbet af morgentimerne vil det dække den sydlige del af Sjælland, Fyn og Jylland. Det når op til Aarhus-området sidst på formiddagen, tilføjer han.

Vinteruge

Alt i alt forventer DMI, at den sydlige del af landet får fem til 10 centimeter sne mandag. Da vejret samtidigt er rimeligt blæsende, vil det også give anledning til en del snefygning, lyder det.

Til gengæld kan man glæde sig en lille smule til weekenden. For den ser nemlig ikke helt ringe ud - sammenlignet med mange af ugens sneramte dage.

- Det bliver en rigtig vinteruge, men den ender lykkeligt med lidt solskin og tørvejr, siger Klaus Larsen fra DMI.