Sommerlig søndag: Årets varmeste dag med over 20 grader

Søndag blev årets hidtil varmeste dag. Ved Vester Vedsted ved Ribe kom temperaturen lige op over 20 grader.

Der var gode chancer for at smide forårsjakken, sidde i haven og spise is søndag. Vester Vedsted ved Ribe løb med sejren i konkurrencen om at være søndagens varmeste sted i Danmark. Her viste termometret hele 20, 1 grader.

Andre steder i Syd- og Sønderjylland har temperaturen også været sommerlig. I Esbjerg sneg temperaturen sig op på 19,6 grader.

De højeste temperaturer søndag d.7. april 2019. 
De højeste temperaturer søndag d.7. april 2019. 
Foto: TV 2 Vejret

Ifølge TV 2 VEJRET blæser der en varm luft op over Danmark fra sydøst og øst, der gør, at temperaturen især i den syd- og østlige del af landet når et niveau, der svarer til den gennemsnitlige dagtemperatur i juni.

Lørdag var også en varm dag i Syd- og Sønderjylland. Her blev den højeste temperatur målt ved Blåvands Huk, hvor termometret viste 19,7 grader.

Det var dog om at nyde det lune forårsvejr i weekenden. Ifølge TV 2 VEJRET bliver det betydeligt koldere den kommende uge, hvor temperaturen ikke kommer over 10 grader.