Sommervejr efter uvejr

Efter en vejrmæssig fredagsgyser bliver weekenden og næste uge sommerlig med mellem 18 og 23 graders varme.

Når skoleelever landet over fredag går på en for de fleste velfortjent sommerferie, er det måske en god idé, at de har et godt sæt regntøj på.

Fredagen byder nemlig på skybrud og kraftig torden i hele landet. Det fortæller Lars Henriksen, vagtchef ved DMI.

- Der er kraftig torden og regn på vej over landet fra sydvest. Det breder sig til resten af landet i løbet af formiddagen.

- I løbet af eftermiddagen kommer der endnu mere regn, og der kan stedvis falde mellem 20 og 30 millimeter regn, siger Lars Henriksen.

Det ser dog ud til, at regntøjet igen kan pakkes ned, når skoleferien for alvor begynder i weekenden.

- Efter det voldsomme vejr fredag kommer vi ind i et andet vejrsystem, som sikrer os mere sol og hæderligere temperaturer, siger vagtchefen.

- Så lørdag bliver det en dag med lidt eller nogen sol. Der kan komme enkelte byger, men der bliver op til 23 grader.

- Selvom det ikke er nok til at blive en meteorologisk sommerdag, der kræver 25 graders varme, så er det da mere end de 15 til 20 grader, som vi har ligget på mange dage i juni, siger Lars Henriksen.

Samme billede

Samme vejrbillede tegner sig i begyndelsen af næste uge.

- Mandag og tirsdag fortsætter med nogen sol og 15 til 20 grader. Herefter er det lidt usikkert, hvad der vil komme til at ske.

De "kolde" fakta for juni måned bekræfter, hvad de fleste nok også har fornemmet: At årets første sommermåned langt fra har været sommerlig.

Juni 2012 har indtil videre givet godt 80 millimeter regn, hvilket svarer til cirka halvanden gang den normale nedbørsmængde på 55 millimeter. Antallet af solskinstimer har rundet godt 160. Det er cirka 50 timer mindre end juni-normalen.

Indtil nu ligger juni 2012 middeltemperaturen et par grader under klimanormalen på 14,3 grader - og trods weekendens varme, når vi ikke så højt op i år.

Til gengæld tyder prognoser på, at der kan være godt nyt til de mange solhungrende danskere, som holder deres sommerferie under danske himmelstrøg i juli måned.

- Der har været antydning af mere stabilt vejr midt i juli, men det er fortsat usikkert. Lad os håbe, at det bliver mere stabilt midt på måneden, siger vagtchefen.