Søndagens overblik: Årets affaldsindsamling tyvstartes

I Taps tyvstarter man i dag Affaldsindsamlingen 2019. Indsamlingen starter officielt først i næste uge, men borgerne i byen vil gerne være på forkant, inden græsset bliver for langt.

Affaldsindsamlingen er arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening. Sidste år deltog 200.000 frivillige i indsamlingen af skrald i naturen. Det blev i alt til 173.000 kilo affald.

Storkereden i Smedager, der om sommeren er hjem for TV-storkene Tommy og Annika, er endnu tom. Og når søndagen er omme, er der endnu fem tomme storkereder at holde øje med.

I Ribe bliver fem storkereder gjort klar, så de langbenede venner har et sted at overnatte, hvis de skulle komme på besøg på de kanter. Det er Ribe Storkelaug med storkeekspert Hans Skov i spidsen, der gør rederne klar. Rederne skal blandt andet være på Det Gamle Rådhus, Quedens Gård og Porsborg.

Kan du heller ikke vente på, at Tommy og Annika lander? Så følg med på vores livesignal!

Siden i går har det været muligt at få øje på nordlys. Efter klokken 22 lørdag aften var det, hvis man kiggede mod nord, muligt at få øje på nordlys.

Ingen meldinger om større trafikale problemer på veje eller med offentlig transport her til morgen. Husk at du altid kan orientere dig om trafikken på www.rejseplanen.dk og www.trafikken.dk

Søndag bliver primært overskyet, men hvis man er en lille smule heldig, kan man få solen at se omkring middagstid. Temperaturen svinger sig op mellem 6-8 grader, mens det vil holde tørt det meste af dagen med mulighed for lidt nedbør sent søndag aften.

Tak, fordi du læste med.

Med venlig hilsen
Mark Bundgaard