Sønderjyske piger imponerer i hele verden

13-årige Kathrine Pawlowski Bergmann har sunget i Canada og USA. Hun er en del af Sønderjysk Pigekor, der nu fejrer 25 års jubilæum.

De synger for dronningen, for direktører og for dig.

I 25 år har Sønderjysk pigekor dannet ramme om et ambitiøst musikalsk fællesskab, hvor sangglæde er nøgleordet.

- Når man står og synger sammen, så føles det godt. Man skal kunne høre hinanden og det er rimelig fedt, når det lykkes, fortæller Kathrine Pawlowski Bergmann. Det er kun halvanden uge siden, at hun kom hjem fra koncertturne i Canada og USA, men den næste store koncert venter allerede lige rundt om hjørnet.

På lørdag er der jubilæumskoncert på Alsion i Sønderborg, hvor flere generationer går på scenen for at synge sammen.

Korets start

  • Koret så sin fødsel på Danebod højskole i efteråret 1994.
  • Højskolelærer Else Marie Okkels søgte vejledning hos Tage Mortensen, dirigenten for Danmarks Radios pigekor, og Margrete Enevold, børnekorleder hos det kgl. Danske musikkonservatorium, og derefter startede Else Marie Okkels Sønderjysk Pigekor.
  • Dengang bestod koret af 61 piger i alderen 9 til 14 år
  • Else Marie Okkels ledte koret indtil 1997, hvor Mette Rasmussen tog over.

Mor og datter deler sangen

- Jeg var lidt ældre end Kathrine, da jeg rejste til Wien med koret, siger Tanja Pawlowski. Hun er mor til Kathrine, og for snart 20 år siden rejste hun med selvsamme kor på turne til Wien.

quote

Det er da virkelig dejligt, at kunne dele det med min datter.

Tanja Pawlowski

I dag har datteren og andre yngre stemmer overtaget koncertkoret, men mor og datter kan alligevel følges til kortræning, for Tanja Pawlowski synger nu i Forældrekoret.

-  Jeg synes, det er lidt fedt at få lov til at være en del af koret igen på den her måde. Der lidt nostalgisk, for tiden i koncertkoret var en helt særlig tid, som har betydet meget for mig. Og det er da virkelig dejligt at kunne dele det med min datter, fortæller Tanja Pawlowski.

Koret i dag

  • I dag består Sønderjysk pigekor af 150 piger i alderen 6 til 20 år.
  • De er fordelt på tre forskellige kor efter alder.
  • De yngste synger i Spirekoret, de lidt ældre i Juniorkoret og de ældste i Koncertkoret.
  • Sønderjysk Drengekor tæller ca. 15 sangere i alderen 7-18 år.
  • Minispirekoret består af 20 sangere fra 4-6 år – både drenge og piger. 
  • Forældrekoret består af pårørende til sangerne i ovenstående kor.
  • Koret ledes af Mette Rasmussen.

 

Til jubilæumskoncert skal Koncertkoret og Forældrekoret på scenen sammen. Så mor og datter kommer til at dele både sang og scene.