Stadig i tvivl? Så se med i aften

Mangler du stadig at sætte dig ind i, hvad folkeafstemningen d. 3. december egentlig går ud på? Så gør Naboer dig klogere, når de sender direkte fra Padborg i aften.

Der er få dage tilbage inden folkeafstemningen om det danske EU-retsforbehold. I følge meningsmålingerne ved mange danskere stadig ikke, hvad de skal stemme på torsdag. Er du en af dem, der gerne vil sættes ind i tingene, inden turen går til stemmeboksen? Så har du muligheden i aften på TV SYD+.

Naboer sender nemlig klokken 20:00 en særudgave fra H.P. Therkelsen i Padborg. Her sætter vi fokus på den seneste uges dækning af EU-valget, møder nogle af de mennesker, der bliver påvirket af afstemningen, og bliver klogere på, hvad der er op og ned i sagen om retsforbeholdet.

I programmet kan du møde adjunkt fra Syddansk Universitet, Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen, der er ekspert på det juridiske område, bilforhandler Allan Klink-Petersen, der har fået stjålet airbags for mange tusinde kroner, direktør Peter Therkelsen og en helt almindelig vælger, Dorte Snabe.

Vil du blive klogere på EU-afstemningen inden valget, så se med i dagens udgave af Naboer på TV SYD+ direkte klokken 20:00.